En Høøstdaw wa æend, å æ Awten wa luen,
en høøstdaw var endt og en aften var luen
dæ ruer sæ ves ålder en Vind,
der ruer sig ves ålder en vind
dæ lo en Klat Rywwning ino o en Vuen,
der lå en klat rywwning endnu på en vuen
de siist å æ Kuen wa kjor ind.
de siist og en kone var kjor ind
Æ Mand sad å tællet en Tænd te en Ryww,
en mand sad og tællet en tænd til en ryww
å Gammelfåe lappet et Tyyjr,
og gammelfåe lappet det tyyjr
æ Knudder wa manne, æ Finnger wa styww,
en knudder var mange en finnger var stive
men æ Rev æ så skammele dyyjr.
men en rev en så skammele dyyjr
Di Folk, dæ ska sloos mæ æ Lyng om æ Føø,
de folk der skal sloos mig en lyng om en føde
må arrbed så lænng di ka si,
skal arbejde så længe de kan sin
di ka hwerken fo Ti helde Pææng å leg øø,
de kan hwerken få ti eller penge og ligge øø
æ Daw æ så haste fåbi.
en dag en så haste forbi
Æ Hie bløw swot, å æ Stjanne wa tæend,
en her blev swot og en stjanne var tæend
di spejlet dje Lyjs i æ Bæk,
de spejlet deres lys i en bæk
den gammel håd rejst sæ — let styw i æ Læend —
den gamle havde rejst sig let styw i en læend
å no bløw æ Tyyjer hænd væk.
og nu blev en tyyjer hænd væk
Æ Kwinndfolk kam ind mæ æ Mjelkegrødsfad,
en kwinndfolk kom ind mig en mjelkegrødsfad
æ Folk sat sæ om te æ Buer,
en folk sat sig om til en bor
kons let bløw dæ snakket, hwæ passet si Mad,
kun let blev der snakket hver passet sin mad
æ Bøen holdt sæ tæt te dje Muer.
en børn holdt sig tæt til deres mor
Æ Moon wa så blank som en Ruud i en Løjt,
en moon var så blank som en rude i en løjt
den lyyst som no Hørrgen o Bleg,
den lyyst som nu hørrgen på bleg
no hoor di en Lyj -— wa dæ nowwe dæ fløjt?
nu hoor de en lyj var der nogle der fløjt
-— helde wa et æ Vive dæ skreg?
eller var det en vive der skreg
No — de æ nok ett andt end Høgild dæ spell —
nu de en nok ikke andt end høgild der spell
æ Kåål bløw let stramm om æ Mund,
en karle blev let stramm om en mund
de Spøøgelsl
de spøøgelsl
— ja, han æ da væst ve sæ sjel,
ja han en da væst ved sig selv
han æ knap så møj ræjn som en Hund.
han en knapt så møj ræjn som en hund
Han løwe i Arrmued, æ swot som en Sme,
han løwe i arrmued en swot som en sme
han swiire å tomle imelld,
han swiire og tomle imellem
— der æ åldtie Folk nok, dæ gjaan vil skob te,
der en åldtie folk nok der gerne vil skob til
næer æ V uen føst begynder å helld.
nær en v uen først begynder og hælde
Æ Bøen stod o Spring, di vild gjaan ud å lyyj,
en børn stod på spring de vil gerne ud og lyyj
dje Mue ga Low, di måt go,
deres mor gav lov de måtte go
den lille Kon Glee wa et Synd å fåbyyj,
den lille kon glæde var det synd og fåbyyj
let Glee ska dæ te te di smo.
let glæde skal der til til de små
Å Gammelfåe fand sæ en Kjæp i en Krog,
og gammelfåe fand sig en kæp i en krog
så lest han sæ ud te æ Gowl,
så lest han sig ud til en gowl
æ Grejs wa nok woed, en kund ajt dæ føld Doeg,
en grejs var nok woed en kunne ajt der føld doeg
å imelldstoond så skreg der en Fowl.
og imelldstoond så skreg der en fowl
Men nie ve æ Bæk sad æ Spellmand så jenn
men nie ved en bæk sad en spellmand så alene
mæ æ Fløjt i en træt gammel Håend,
mig en fløjt i en træt gamle håend
en hoor o æ Spel, hwoe hans Tanker wa henny
en hoor på en spel hwoe hans tanker var henny
han tændt o den Ti han wa Båen.
han tændt på den ti han var barn
Få dengong wa Høgild en kjøn bette Knæjt,
får dengong var høgild en kjøn lille knæjt
si Fåe å Mue te Glee,
sin far og mor til glæde
men sien måt han draww fræ si Ejn å si Slæjt
men gold måtte han draww fra sin egn og sin slæjt
som en Fowl udden Ly, udden Ree.
som en fowl uden ly uden rede
Æ Lemmer wa stærk, men æ Villi wa swag,
en lemmer var stærk men en villi var swag
æ Dramm fæk han wal tit å smååg,
en dramm fik han vel tit og smååg
den Piig, han håd fæest sæ, bløw ræj for æ Sag,
den pige han havde fæest sig blev ræj for en sag
hun flyj ham æ Gulldring tebååg.
hun flyj ham en gulldring tilbage
Så tow han en anden, få no wa han stejl,
så tog han en anden får nu var han stejl
han skuld viis, dæ wa ander dæ villd,
han skulle viis der var andre der villd
men die tow Høgild så skammele fejl,
men die tog høgild så skammele fejl
de siist a hans Lykk gik te Spilld.
de siist jeg hans lykk gik til spilld
Den Daw han holdt Brøllup han wa som en vild,
den dag han holdt bryllup han var som en vil
han dåånset å tumlet å drak;
han dåånset og tumlet og drak
en Ti holdt di sammel, men så bløw di skild,
en ti holdt de sammen men så blev de skildt
han slow hind — såen gik da æ Snak.
han slog hendes sådan gik da en snak
Så kam han en Daw mæ en Pues o æ Røkk
så kom han en dag mig en pues på en ryg
å drow ind i æ Huws ve æ Bæk,
og drog ind i en hus ved en bæk
æ Tag wa blæjst å, å æ Rudder istøkk,
en tag var blæst og og en rudder istøkk
men Høgild wa won te let Træk.
men høgild var won til let træk
— Æ Toner, dæ faar wa så kjønn å så milld
en toner der før var så kjønn og så milld
å hwesket om Daww, dæ wa fløwwen,
og hwesket om dage der var fløjet
di bløw no mæ jet så hoor å så villd,
de blev nu mig alligevel så hoor og så villd
no tændt han o, hwa han wa bløwwen.
nu tændt han på hvad han var blevet
Men rundt o æ Hie ve Hytter å Goor
men rundt på en her ved hytter og goor
stod Folk, dæ vild høør hans Musik,
stod folk der vil høre hans musik
dæ wa mie end jen, te dæ fældet en Toor
der var mie end en til der fældet en toor
ve å mindes di Tie dæ gik.
ved og mindes de tie der gik
Di gammel måt tænk o dje Unngdomsti,
de gamle måtte tænke på deres unngdomsti
den Glee å den Stri dæ wa æend,
den glæde og den stri der var endt
æ Bøen stod å lyyj, te di lissom kund si
en børn stod og lyyj til de ligesom kunne sin
en Verden, di ålde håd kjæend.
en verden de aldrig havde kendt
Om Dawen fæk Høgild kons snakket mæ fo,
om dawen fik høgild kun snakket mig få
da mærket han, dæ wa sat Skel,
da mærket han der var sat skel
men om Awtenen glemt bådde stue å smo
men om aftenen glemt både store og små
hans Fejl for å lyyj te hans Spel.
hans fejl for og lyyj til hans spel
Copyright ISCA Software 2023-