Awten

A sedde så jenn ve en dooget Ruud
jeg sidder så alene ved en dugget rude
å kige så longele ud o æ Vej,
og kigger så longele ud på en vej
a sier o di unng, dæ farres deruud,
jeg ser på de unge der løber derude
å mindes den Ti, da en sjel wa mej.
og mindes den ti da en selv var med
Den Gong kund a leg en Tønd Row o mi Røkk,
den gang kunne jeg ligge en tønd row på mit, min ryg
å no er et knap, en ka løwt æ Kowws,
og nu er det knapt en kan løfte en krus
de æ lænng sien æ Alder begyndt å trøkk,
de en længe gold en alder begyndt og trykke
men Ino er a jawnhen gue te å howws.
men endnu er jeg jawnhen god til og huske


De gik som de kunnd i di Oer, der æ fløwwen,
de gik som de kunde i de år der en fløjet
der æ Ting, en wa bæjje tepas mej å glemm,
der en ting en var bedre tilpas med og glemme
men ham deropp hå wol åldting skrøwwen,
men ham deroppe har vel alting nedskrevet
å så for en liigodt si Næjjs i Klemm.
og så for en lige godt sin næse i klemme
A wa ung, a wa kowte å fuld a Pråel,
jeg var ung jeg var kowte og fuld jeg pral
a sørret kons let øwwe ande Folks Skåå,
jeg sørret kun let øwwe andre folks skade
—- der æ møj å betænk for en gammel Kåel,
der en møj og betænk for en gamle mand
om æ Rejjs ska æænd i Wohærres Låål
om en rejjs skal ende i vorherres låål


Jen Gong fæk a skild et Pa Kjærrestfolk ad,
en gang fik jeg skildt det par kærester ad
æ Piig vild a sjel ha te Kuen i mi Goer,
en pige vil jeg selv have til kone i mit, min gård
men de wa som hun ålde bløw regti glad,
men de var som hun aldrig blev rigtig glad
vi løwwet kons sammel en hal Snes Oer.
vi levede kun sammen en halv snes år
Hun døø som et Lyjs, dæ brænd ud i æ Stååg,
hun døde som det lys der brændte ud i en stååg
a mindt hind et godt, men hind Lykk lo a øø,
jeg mindt hendes det godt men hendes lykk lå jeg øø
no swier et hwæ Gong a mindes mi Mååg,
nu swier det hver gang jeg mindes mit, min mage
som et Soer dæ vil ålde hold op mej å bløø.
som det sår der vil aldrig holde op med og bløde


Di Folk, der æ gue å venle a Sind,
de folk der en god og venlig jeg sind
demm komme Wohærre å høøste i Tii,
demm komme vor herre og høøste i tii
men næer en æ vrejjen å styw som en Pind,
men nær en en vrejjen og styw som en pind
så sørre han få, en få Low te å bii.
så sørgede han får en får lov til og blive
De æ diefå en blywe så gammel å gro,
de en diefå en blive så gamle og gro
de Sind, en hå fåt, ka en ålde rænd fræ,
de sind en har fåt kan en aldrig rænd fra
men hwa ska en swåår ham, å hwem ka besto,
men hvad skal en swåår ham og hwem kan besto
næer den Daw komme, han sæjje: Spænd fræl
nær den dag komme han siger spænd fræl


En sååndse få let, ilaw en æ ung,
en sååndse får let ilaw en en ung
en majte få let, næer en føst blywwe gammel,
en majte får let nær en først blywwe gamle
a kan ett veed, om Wohærre engong
jeg kan ikke veed om vor herre engong
skuld fo Held te å fo æ Stomper sat sammel?
skulle få held til og få en stomper sat sammen
Mi Hende røste, mi Fædder æ øøm,
mit, min hende røste mit, min fædder en øøm
æ Værrm go fræ mæ, æ Daw vil helld,
en varme go fra mig en dag vil hælde
de wa bæst, om Wohærre vild no ta æ Tøøm
de var bæst om vor herre vil nu ta en tøøm
å hindt mæ engong, næer vi ett er imelld.
og hindt mig engong nær vi ikke er imellem

Tilbage