Æ Fjeedkal

Dæ wa manne Folk henn, å æ Kjerk wa fuld,
der var mange folk henn og en kjerk var fuld
ve æ Biskop gik op o æ Stuel,
ved en biskop gik op på en stuel
hans Kjowl wa a Silke, hans Breller a Guld,
hans kjole var jeg silke hans breller jeg guld
å hans Ansegt lyyst som en Suel.
og hans ansigt lyyst som en sol
En fo sjælden Besøg a den Slaw Kåål,
en få sjælden besøg jeg den slaw karle
å des mie må en skjøn o et;
og des mie skal en skjøn på det
en kund høør o æ Mand, te han gjaan vild tåål
en kunne høre på en mand til han gerne vil tåål
såen vi Bønder ræt kund fåsto et.
sådan vi bønder ret kunne forstå det


Hans Tegst wa om en fåloren Søn,
hans tegst var om en fåloren søn
dæ drow uddenlands nowwe Oer
der drog uddenlands nogle år
å kam pjalte hjem, men så wa et så kjøn
og kom pjalte hjem men så var det så kjøn
å høør om de Gilld dæ bløw goer.
og høre om de gilde der blev gård
Æ Fåe håd bøjjen si hjele Slæjt,
en far havde indbudt sin hjele slæjt
dæ wa Dåens å løste Musik,
der var dåens og løste musik
men den anden Søn wa en twæære Knæjt,
men den anden søn var en twæære knæjt
han tow hans Kasket å gik.
han tog hans kasket og gik


Te æ Gilld bløw der osse slawtet en Kal,
til en gilde blev der også slawtet en kal
æ Folk skuld jo ha dem no Mad,
en folk skulle jo have dem nu mad
å vi måt ett trow den wa mawer å smal,
og vi måtte ikke tro den var mawer og smal
ve den bløw bån ind o æ Fad.
ved den blev bån ind på en fad
Nææ, de wa en Fjeedkal, måt vi fåsto,
nææ de var en fjeedkal måtte vi forstå
den grummest dæ wa i æ Goer,
den grummest der var i en gård
en Kal, æ Familli håd fjeedet o
en kal en familli havde fjeedet på
— måskiesæ i manne Oer!
måskiesæ i mange år


Æ Kåålfolk begyndt å rokk i æ Sææd,
en kåålfolk begyndt og rokk i en sææd
å æ Dæjn sad å skottet te wos,
og en dæjn sad og skottet til os
men æ Bisp wa så glad, han wa lii ve å grææd
men en bisp var så glad han var lide ved og grææd
han ajt jo, hans Uer føld ve wos.
han ajt jo hans uer føld ved os
A tændt, ve a so te han lott æ Bog
jeg tændt ved jeg so til han lott en bog
å slow ud mæ en hwid lille Håend:
og slog ud mig en hwid lille håend
de æ sæer, te en Mand der æ så klog,
de en sæer til en mand der en så klog
endda ett håe bæjje Fåståendl
endda ikke håe bedre fåståendl

Tilbage