Æ Kok

I æ Hønnshuws wa der en fååle Molør,
i en hønnshuws var der en fååle molør
en kund høør te æ Høns wa i Krigshumør,
en kunne høre til en høns var i krigshumør
di kaglet å klukket
de kaglet og klukket
å skjændtes å skrukket,
og skjændtes og skrukket
den spættet Høøn vild te å gjør Ekk,
den spættet høøn vil til og gjør ekk
men den swott lo å brejj sæ lii medt i æ Ree,
men den swott lå og brejj sig lide medt i en rede
di brugt såen en Mund, å dæ wa såen en Vree,
de brugte sådan en mund og der var sådan en vree
te en Kywwling fæk undt å måt ha let å drekk,
til en kywwling fik undt og måtte have let og drekk
å de vææst wa, æ Kok wa ett te Stee.
og de vææst var en kok var ikke til stee
Æ Knævver gik o æ hjele Flok,
en knævver gik på en hjele flok
jen holdt mæ den swott å jen mæ den spættet,
en holdt mig den swott og en mig den spættet
men ingen kund fo æ Fejler rættet,
men ingen kunne få en fejler rættet
di pjadret kons løs mæ dje: gok, gok, gok!
de pjadret kun læse mig deres gok gok gok
men mæ jet bløw di stell: No kommer æ Kokl
men mig alligevel blev de stell nu kommer en kokl


Den slow mæ si Vinger å rejjst si Håål,
den slog mig sin vinger og rejjst sin håål
å så begyndt en å holld en Tåål:
og så begyndt en og holld en tåål
»Åå, sikken en Relehjed I ka laww,
Åå sikken en relehjed i kan laww
så soor en æ væk jen jennest Minut,
så soor en en væk en jennest minut
jow, I æ mæ nowwe rask Madammerl
jo i en mig nogle rask madammerl
A hår ålde kjend Mååg i mi Le—ve—daww,
jeg har aldrig kjend mage i mit, min le ved daww
udden mæ wa æ Hønnsgoer snåe kaput,
uden mig var en hønnsgoer snart kaput
men luk no jer Nev å hold op mej å jammer,
men luk nu jer nev og holde op med og jammer
så skal a snåe sæjj jer hwa I ska gjøør,
så skal jeg snart sæjj jer hvad i skal gøre
gi Ajt o mi Uer, di æ nok vaer å høør,
giver ajt på mit, min uer de en nok vaer og høre
a ska læær jer å howws te I håer en Kok l«
jeg skal lære jer og huske til i har en kok l
Æ Høns stod å røst å såå: »Ok—ok—ok—
en høns stod og røst og sagde ok ok ok
vi ved et nok—ok—vi ved et nok l«
vi ved det nok ok vi ved det nok l
Di gloww o æ Kok te dje Ywn løv i W and:
de gloww på en kok til deres øjne løv i w and
»De er endda godt te vi håer en Mand,
de er endda godt til vi har en mand
å Måågen te Kok æ der ett i æ Landl«
og måågen til kok en der ikke i en landl


Æ Kok såå ålde jet vissele Uer,
en kok sagde aldrig alligevel vissele uer
men si Fjer wa så blank, å si Koem wa så stuer,
men sin fjer var så blank og sin koem var så stor
å sikke no Bjeen, å som di kund spjatt,
og sikke nu bjeen og som de kunne spjatt
å sikken et Nev, å sikken et Skekk —
og sikken det nev og sikken det skæg
den spættet stod å bløw værm om si Hjatt,
den spættet stod og blev værm om sin hjatt
å imelldgolaw fæk den swott goer et Ekk.
og imelldgolaw fik den swott gård det ekk


A so o æ Kok ve æ Tåål wa æend,
jeg so på en kok ved en tåål var endt
den wa magesløs brysk å vegti å dum;
den var magesløs brysk og vegti og dum
a tøtt, te den lignet en Mand a hå kjæend,
jeg syntes til den lignet en mand jeg har kendt
—-- hwem Skam er et da no, den minder mæ om?
hwem skam er det da nu den minder mig om

Tilbage