MADSES HEST

Mads skuld ad By, å hans Kuen skuld mej,
mads skulle ad by og hans kone skulle med
å de wa føøst Gång i manne Or,
og de var føøst gång i mange or
gammel Magrete skuld pas die Stej,
gamle magrete skulle passe die stej
hun skuld si te æ Kiøer å æ For ;
hun skulle sin til en kiøer og en for
æ gammel Hest skuld ha en Spand Wand,
en gamle hest skulle have en spand wand
å så måt hun gi 'en lidt Stro,
og så måtte hun giver en lidt stro
den håd trællet o Madses ti Tønder Land
den havde trællet på madses ti tønder land
så lænng, te den snår ett hund go.
så længe til den snår ikke hund go


Magrete ga 'en en Fiarringhar Hawwer,
magrete gav en en fiarringhar hawwer
den føøst, den håd fåt i manne Or,
den føøst den havde fåt i mange or
hun klappet dens Sie, di wa så mawwer,
hun klappet dens sie de var så mawwer
så strøg hun di styww gammel Lor;
så strøg hun de stive gamle lor
di gammel Ywn bløw så blannh å runnd,
de gamle øjne blev så blannh og runnd
den plejet te dawle å få Klø,
den plejet til dawle og får klø
føst åd en åld de Hawwer, den hunnd,
først åd en åld de hawwer den hunnd
å så lå 'en sæ te å dø.
og så lå en sig til og dø


Mads bløw io gal, de wa ett så sær,
mads blev io gal de var ikke så sær
men de håd han wan i så manne Or,
men de havde han været i så mange or
å de tow Magrete sæ ett så nær,
og de tog magrete sig ikke så nær
få hun wa tefreds mæ, hwa hun håd gjor ;
får hun var tefreds mig hvad hun havde gjor
siel wa hun et Skrog, dæ måt sliid få hind Brø,
siel var hun det skrog der måtte sliid får hendes brø
så klog som ande Folk wa hun wal knap,
så klog som andre folk var hun vel knapt
no wa dæ da ien minder te å li Nø,
nu var der da ien minder til og li nø
hun tøtt, de wa godt, te en slap.
hun syntes de var godt til en slap

Tilbage