Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
I
JENS TÆKKEMAND SAD 1 SIN HALMSTOL
J ved Bordenden og læste højt af Avisen for sin
Kone Lisbet. Han havde læst om en Jernbaneulyk•
ke i Amerika, en Løbskkørsel i Vestjylland, et Rov-
mord i Berlin og om en Cyklon, der havde anret-
tet store Ulykker i det stille Hav. Lisbet lyttede
opmærksomt til hans drævende og enstonige Fore-
drag, og de mange Ulykker satte hendes følsomme
Sind i Bevægelse, saa at hun fik Taarer i Øjnene
og havde ondt ved at se til sit Arbejde. Hun var
i Færd med at sætte en solid, firkantet Bødeklud
paa Bagen af Jens's gamle Bukser, og hun sad
med Næsen saa tæt op til den lille Petroleumslam-
pe som muligt. Særlig Cyklonulykken gjorde et
stærkt Indtryk paa hende.
„De æ ett så sæer, te de go gal mæ di Sykler,
såen som di fåer astæj,' bemærkede hun indigne-
ret, »men a ka ett fåsto, te di osse ka bruug dem
te Søs!'
Lisbet var lige ved at tro, at hun fik aldrig den
Klud til at sidde rigtigt, hvis hun skulde høre flere
48
af den Slags oprivende Nyheder, og det var maa-
ske Grunden til, at hun bemærkede:
„Løs wos lii de Støk om æ Teater!'
Jens interesserede sig ikke for Teatret, men som
den samvittighedsfulde Ægtemand han var, be-
gyndte han straks at læse Stykket:
„Fra det Øjeblik, han viste sig paa Scenen, var
det, som om man ikke længere sad i et Teater. Nej,
man befandt sig i selve den gerriges Stue, fulgte
hver af hans Bevægelser og var Vidne til hans
uslukkelige Lidenskab, der kulminerer, da han op-
dager, at nogle af hans Penge er borte. Denne
Scene, hvor Harpagon er Vanviddet nær, vilde,
lagt i en mindre dygtig Skuespillers Haand, virke
rent ud latterlig. Dr. Mantzius ydede her, hvad kun
de allerstørste formaar.'
Lisbet drog et dybt Suk: „De æ jo nued fåblom-
met, en ka ett regti fåsto et.'
„Sannd nok,' sagde Jens, „men der æ da liigodt
jen, di anerkinde.'
Med denne sidste Bemærkning var Jens ikke fri
for at røbe en svag Side — maaske den eneste —
ved sin Karakter. At han var en uangribelig Al-
vorsmand, vilde ingen drage i Tvivl, der blot en
Gang havde set hans tætsluttede Skikkelse og hans
nogenlunde skægløse Ansigt. Han var sig sit Kalds
Vigtighed bevidst, naar han sad paa Taget af en
49
Længe i en Bondegaard, følte han sit Ansvar. Nu
kom det an paa hans Kunst og Paalidelighed, om
de gyldne Korndynger paa Bondens Loft skulde
blive bevarede mod Regn og Sne, og det søm-
mede sig ikke for den, der havde en saa vigtig
Gerning for, at hengive sig til Fjas og Narrestre-
ger. Han smilede sjælden og lo aldrig, det var der
efter hans Opfattelse ingen „Walsegnels' ved. Dog
var der et svagt Sted i det skudsikre Panser af
Tækkemands-Retskaffenhed, han omgav sig med,
han kunde ikke sige sig fri for en vis Ærgerrighed.
Han satte Pris paa at „anerkindes' som den dyg-
tigste Tækkemand, der fandtes paa Egnen, og han
følte sig krænket, naar hans faglige Præstationer
ikke blev tilstrækkelig paaskønnede.
Lisbet havde endelig faaet Bødekluden anbragt,
men det lod til, at hun endnu ikke havde faaet
Teatret ud af Tankerne.
„Di håer et no liigodt bæjjer o manne Mååder,
hwem dæ buer i æ Kjøvsta, di ka fo så møj godt
å høør å si. De æ, lissom vi ander æ uddenfor de
hiele.'
„Do so da Professor Labri, de siist vi wa te Mær-
kend,' indvendte Jens.
„Ja, men dæ wa ett nued ve et,' svarede Lisbet.
„De æ møj andeleddes o æ Teater, di sæje, de ska
væær så møj grangivelig.'
50
Jens saa forbavset paa sin Mage, men fandt ikke
Anledning til at udtale sig. Men Lisbet tog til Orde
igen :
j De wa wol ett å tænk o, te en lii en jenle Gong
kund ha drawwen te æ Kjøvsta å ha sjet de hie
Teater? q
Jens blev saa forfærdet over dette uformodede
Anfald af Forlystelsessyge hos hans skikkelige Lis-
bet, at han rejste sig i hele sin Højde og Bredde
og udbrød i en Tone, der udelukkede al videre
Diskussion :
„Læ wos no ett spel Bajas!'
Og saa spiste de to gamle Ægtefolk deres Natter
og gik til Ro.
— Jens var egentlig ved at blive for gammel til
at kravle omkring paa Tagene, og han behøvede
det heller ikke for Udkommets Skyld. Men han
havde endnu en Del faste Kunder blandt Lands-
byens Gaardmænd, og han satte en Ære i at blive
ved saa længe som muligt. Han følte det som en
personlig Krænkelse, hver Gang en af hans Kun-
der svigtede ham og gik over til et mere moderne
Tagdækningsmateriale. Midt i Byen laa Søren Pe-
ters nyopførte Gaard, og hver Gang Jens gik forbi
den, havde han en Følelse af, at det anilinrøde Ce-
mentstenstag grinte ad ham. Da han en Dag kom
ind i Høkerens Butik, hørte han her af den alvi-
51
dende Kårre-Stine, at Anders Mikkelsen vilde til
at bygge sit Stuehus om, og at det ny Hus skulde
være med Skifertag. Anders Mikkelsen var en af
hans ældste og mest trofaste Kunder, og Jens tog
sig denne Jobspost saa nær, at han mod Sædvane
lod sig henrive til en ubesindig Ytring:
„De ladde te, te æ Tækkimand blywwe hiel øw-
weløs, de ka væær, en må helder sææl si Stæj å
draw te æ Kjøvsta.'
Det er aldrig bleven opklaret, hvem der har bragt
denne letsindige Ytring videre, men en kort Tid ef-
ter fik Jens og Lisbet Besøg af en tyk Mand, der
præsenterede sig som Ejendomskommissionær.
Han havde et mægtigt Skæg og et endnu mægti-
gere Snakketøj, og han talte med en Salvelse, som
mangen Gejstlig kunde have Grund til at misunde
ham. Ved et hastigt Blik rundt i Stuen havde han
overbevist sig om, at der hverken fandtes Billeder
af Grundtvig eller Vilhelm Beck, det var da for-
modentlig bedst ikke at tale gudeligt. Altsaa greb
han Sagen an fra en anden Kant. Det var en ren
Lykke, at han af en god Ven havde hørt, at her
var et Par gamle, brave Folk, der søgte en lille
god og rentabel Købstadejendom, for han havde
netop en Ejendom i Kommission, som var saa ene-
staaende fordelagtig baade med Hensyn til Pris
og Prioriteter, at han aldrig i sit Liv havde truffet
52
noget lignende. Han havde lovet sig selv, at den
Ejendom skulde ikke blive solgt, før han havde
fundet et Par Folk, der var værdige til at eje den,
og det slog ham straks, da han traadte ind i denne
Stue, at her var de Folk, der skulde bo i Aastræde
29. Han vilde ikke nægte, at han som Kommissio-
nær undertiden fik med Handeler at gøre, som han
ikke var saa glad ved, men her var et af de lykke-
lige Tilfælde, hvor han helt kunde lade sit gode
Hjærte raade. Han kunde ikke finde Ord for den
Tilfredsstillelse, han følte ved at kunne hjælpe saa-
dan et Par ældre, brave Mennesker til Rette med
at finde et lykkeligt og sorgfrit Hjem i deres Alder-
dom, og der var en ligefrem profetisk Glød i hans
Blik, da han udmalede for dem alle de Herligheder,
der ventede dem, hvis de nu vilde skynde sig og
gribe til.
Lisbet lyttede til hans Ordstrøm med ufordulgt
Interesse, hun var fra sit Samliv med den ord-
knappe Jens uvant med saa megen mandlig Vel-
talenhed. Den mere verdenserfarne Jens -iagttog
en passende kølig Tilbageholdenhed, der ikke lo-
vede noget, og Kommissionæren maatte omsider
fjerne sig uden at have opnaaet noget paaviseligt
Resultat. Det tog han dem paa ingen Maade ilde
op, tværtimod, det var netop den Slags forsigtige
og solide Folk, han helst vilde have med at gøre;
53
det var bedre at se sig for end at handle overilet
og saa maaske fortryde det bagefter.
Jens Tækkemands Hjerne arbejdede langsomt,
men sikkert. Trods den tilsyneladende Kulde, hvor-
med han havde hørt paa Kommissionærens Vel-
talenhed, var der dog hængt lidt ved; hvem kunde
vide, om der ikke alligevel kunde være „Walseg-
nels' ved at gøre en saadan Handel, man havde
jo da hørt om andre, der paa deres gamle Dage
var flyttet til Købstaden, fordi det skulde være be-
hageligere. Lisbet følte, at her var den eneste Mu-
lighed for at faa lidt Part i al den Verdéns Herlig-
hed, som hun hidtil havde været udelukket fra; hun
var klog nok til ikke direkte at opmuntre sin for-
sigtige Husbond, men ved alskens behændigt for-
mede og tilsyneladende upartiske Spørgsmaal sør-
gede hun for at holde Interessen vedlige. En skønne
Dag drog Jens til Staden for at se paa Ejendom-
men, og en kort Tid efter blev Handelen afsluttet.
Det gamle Hjem med de to Skæpper Land blev
solgt til Søren Peter, han havde Brug for det til
en gammel værkelig Aftægtskone, som han ikke
godt kunde faa Plads til i sin ny Gaard, og Jens's
Hus laa saa rart af Vejen.
54
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-