Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
De gik ett så møj godt få Sine mej å læær æ Fiin-
hjed, å di bløw somtie let høwwrøstet deruud i æ
Kjøkken. En Daw, æ Daer stod let o Klem, hoor
Søren, te Fruen såå:
B Hør, Sine, det kan virkelig ikke gaa an, at De
gaar og kalder min Mand „Søren Hjowt,' De maa
sige „Hr. Hjorth' eller „Direktøren.'
„No, skal a de,' swåår Sine, »ja, de ka godtvæær.
Men de trower a no hæjsen ett, Dje Mand kje sæ
om, han æ groww liifram å snakk mej. De ka a så
godt lii, næer Folk såen æ liiframm å kom te.'
Sine skuld et Ærind te æ Høker, å hun wa innd
ve Søren å fo no Pææng.
DÆ Fruen ett rask, hun brugge så manne Medde-
sine?' spuur Sine.
„Næjj,' swåår Søren, »de æ gal mæ hind Nærver.
Æ Dogter kålder et Neurasteni.'
„Nøwraseri?' såå Sine. n Nej si, æ der å en Syg-
gen, dæ hjed såen. Ja, nær æ Dogter sæjer et, så
ska et jo nok pas. Men æ Dogtere ka no da hæjsen
osse ta fejl. A fæk jen Gong såen en fååle Piin i mi
Røkk, de wa, ilaw a tindt ve Lawst Peder. A hå
såmend hæjsen ålde søgt Dogter, men die kam
han jo ilywl hwerandt let, å så tøtt a, te a kund
da gjaan uudæsk hans Mjening om, hwa de kund
væær. Han såå, te de wa ett andt let Røwmatisme,
31
men de passet no da ett få ham, få de wa hØWwer
opp.g
Sine gik atter æ Høkersager, å uud ve æ Haww-
loog kam hun om ve Didrik å æ Møllkusk, di stod
å snakket sammel, å Didrik so så uend ud. Æ Møll-
kusk wa så mielet, te hans røø Hoer å hans grønn
Kasket håd fåt jen Koløer. Han håd en „Social-
Demokrat' i æ Lomm.
„Sikken Fiinhjed nowwe Mennesker håer om
sæ,' såå Didrik å keg øwe te æ Villa. „En anden
håer ett andt end jennle Wonnheld.'
„De er en sosial Gååde,' såå æ Møllkusk, »te
nowwe ka ha såen en Rigdom å endda ingen Ver-
dens skaftige Ting bestell.'
Den nææst Daw wa et gal mæ Sine igjen.
Søren kund høør, te hun bolderet mæ æ Grydder
uud i æ Kjøkken, å Fruen kam fåårend ind te ham,
hun wa så alterieret, te hun kund ett snakk, å hun
tow sæ te æ Hjatt.
„Hwa æ dæ ve et, lille Ven?' spuur Søren.
Ja, dæ wa manne Ting ve et! Fruen kund ett
hold et ud mæ den Piig, få hun wa da såen en Grisse-
basse te åldt, hwa hun håd mej å gjøør. Hun sat
en Skie i æ Mad, te dæ lii håd wan i hind Mond,
hun jawwet æ Skawt å æ 111dklemm i æ Mjelk, næer
de vild kog øwer, hun bed å æ Sukker å lo et i æ
Sukkerskool igjen, å jen Daw, hun skuld skumm
32
en Fad Mjelk, blødt hun æ Finger i æ Mond å strøg
æ Fløød fræ æ Kant å æ Fad mæ en.
„Ja, hwa ska en snåe sæj te et?' såå Søren, „såen
bar mi Mue sæ lissådan ad, å de ka jo vææry Sines
Mond æ lisså ren, som wos æ. Men hun ka wol læær
å bær sæ rele ad?'
Fruen håd ett den ålderbææst Trow te et, men
hun vild jo da prøww et ino en Gong. Søren wa
kyw a de Piggevrøwl, han tøtt godt, te di kund vær
bat mæ Sine, men o de hie Mååd beholdt di jo held-
er ett hinnd ret lænng. No kund di hæjsen ha håed
et så rolle å godt mæ hwerander, men dæ wa wal
sajt ett å gjø ve et.
Fruen å Sine kund ett blyw jens om æ Trapp op
te Sines Kammer, Fruen vild ha en skuuret hwæ
Daw, men de vild Sine ett. Dæ wa ett ander end
_hinnd, dæ brugt en, å hun skuld nok sjel moog atte
sæ, de skuld Fruen ett kje sæ om. Så bløwFruen
vre å såå, te Sine wa en Gris, hun vild ett ha hind
i si Huws, å hun kund rejjs te November.
„A æ no da hæjsen stæj for et Oer,' såå Sine,
„men de æ liimøj, vil Fruen ha et, så skal a nok rejjs.
A ka ekke ha mæ et å gjøør, næer åe ska væær så
øwwestild mæ æ Fiinhjed.'
Så tow Fruen en Gwollspand å ga sæ sjel te å
skuur æ Trapp, men ve hun wa medtvejs, kam hun
te å træjj i en Klat grøn Sjev, så smutt hind Fued,
33
å hun steglet nie o æ Howed. Søren å Sine hoor,
hun skreg, å di kam rendend fræ hwæ si Sii for å
si, hwa dæ wa ve et. Fruen lo å wa beswiimet, å
di bar hind ind i hind Seng å klæj hind å, så godt
di kunnd, di kund da mærk, te hun wa løwwend,
men hun håd slawwen sæ slem. Di send Bod te æ
Dogter, om han vild komm lii mæ de sååm.
*Hwodan gik et te?' spuur Søren.
„Ja, hwa', såå Sine, „vi bløw jo skelajte om den
Trapp, så fæk Fruen hind Nøwraseri å vild sjel
skuur en, å så wa et, hun føld nie. De tændt en jo
ett o, te de kund go så gal.'
Så kam æ Dogter å ondersøgt hind, dæ wa ett
nued brækket, men æ Skålder håd fåt et slem Skrald ;
æ Dogter såå, te de vild blyw lonngwarren, å de
kund godt væær, te æ Arm vild blywlet styw. Fruen
wa kommen te sæ sjel, de gjor ves groww undt,
men hun klawwet sæ ett. Søren wa snåe den, dæ
wa miest sæl'e, han kund ett tool å si såen nued.
No bløw Sine jenn om æ Arrbed, hun lawwet
Mad å gjor ren å passet den syyg, men hun kund
snåe bæjje kom et øwe no, ve hun wa jenn om et,
end næer Fruen hjalp te. Ve en lille Ti wa gawwen,
skuld dæ gjøres nued ve Fruens Arm. Sine kund
ett blywklog o, hwa dewa, for æ Dogter ga et såen
et tåvvele tysk Nawn, men de wa så ett andt, end
te den skuld gnies døgti. Sine moflet løs o en, ilaw
34
æ Dogter so o et, 'å han såå, te hun håd et godt
Handelaw.
Den føøst Monet wa gawwen, men Fruen lo i æ
Seng ino. De wa bløwwen møj bæjje mæ æ Arm,
men æ Dogter vild ett læ hind kom op, han onder-
søgt hind Hjatt å røst o æ Howed, men såå ingen
Ting. Somtie kam Søren ind å løst høwt få hind,
å somtie lo hun jenn, men hun wa bløwwen så stell,
å hwa hun lo å tændt o, fæk der ingen å veed. Jen
Daw kam Sine ind å såå, te dæ wa jen, dæ vild sæl
Ulldtøw.
„Læ ham go igjen', såå Søren, „de æ wolsajt
jen, dæ vil snyyd Folk.'
„Næj,de er ett,' såå Sine, „få deæ Hælle-Mads,
ham kinder a godt, han skal ett narre nowwe.•
Søren gik ud å so o æ Ulldtøw, å han goor osse
en Handel. Ve Mads håd hans Bundt pakket sam-
mel, spuur han, om han måt synng en Sang. De
kund han godt fo Low te, å så sang han jen, dæ
begyndt såen:
„Skulle vi vel alle mødes
hist bag Jordanflodens Brus.'
Han sang godt, å dæ wa såen en Milldhjed å
Allwor øwwe hans Ansegt; Søren såå, te han skuld
si indenfor en anden Gong. Æ Daer stod o Klem
ind te Fruens Væærels, å ve Sine kam derind, kund
35
hun si, te Fruen håd grædt, men hun latt, lissom te
de wa æ Suel, dæ stak hind i æ Ywn.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920) |
Copyright ISCA Software 2023-