Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
En Dag i Begyndelsen af Oktober 1895 steg jeg ud af
Toget ved Banegaarden i Ringkøbing. Jeg meldte mig
31
hos Fabrikant Andresen og fik Besked om et Værelse
nede ved Fjorden, hvor jeg kunde bo foreløbigt, indtil jeg
fandt et Logi. Da jeg i Mørkningen gik ned ad Smede.
gade, traadte en skægget Mandsperson frem fra et Hus
og spurgte, om jeg var den ny Snedkersvend? Han havde
et ledigt Værelse, som han gerne vilde leje ud til mig.
Jeg saa paa det, og da Værelset var godt nok, blev vi
snart enige. Saa var Spørgsmaalet, hvor jeg skulde faa
Kosten, og da en af Orgelfabrikkens Snedkere tilbød, at
jeg kunde spise hos ham, tog jeg mod Tilbudet.
Den følgende Dag begyndte jeg min ny Virksomhed.
Jeg blev først sat til at lave et Par Orgelkasser, og der-
efter kom jeg til at lave Bælge. Det var uvant Arbejde,
men det voldte mig ikke særlige Vanskeligheder. Klimaet
i Byen var meget umildt; naar jeg daglig gik ned ad
Smedegade, stod der undertiden en saadan Storm ind fra
Fjorden, at jeg havde ondt ved at kæmpe mig frem. Jeg
kendte ikke et Menneske i Byen, men jeg søgte at orien-
tere mig og at finde ud af, om der var noget, jeg kunde
ønske Tilknytning til. Der laa et Missionshus i Grønne-
gade; her var der Møde hver Søndag Aften, og det fore-
gik oftest paa den Maade, at Læderhandler Hansen læste
en Prædiken af Provst Bluhmes Prædikensbog, og at
man sang et Par Salmer. Jeg havde været Medlem af
K. F. U. M. i Vejle, og da jeg fik at vide, at der ogsaa
fandtes en lille Forening her, meldte jeg mig hos For-
manden. Men jeg fik det Svar, at her optog man ikke uden
videre enhver, der havde været Medlem af en Forening
andetsteds. Dog maatte jeg gerne deltage i Foreningens
Møder. Efter et halvt Aars Karantæne blev jeg optaget
som Medlem og fik med det samme betroet det Hverv at
være den lille Forenings Kasserer.
Tilværelsen i den lille By føltes noget trist og ensfor-
32
mig. Arbejdspladsen var god nok, Fabrikant Andresen
var en dygtig og samvittighedsfuld Haandværker, og Ar-
bejdet interesserede mig. Men min Fritid tilbragte jeg
ofte i Ensomhed. De Mennesker, jeg kom i Forbindelse
med, delte&ikke mine boglige Interesser; der var sikkert
andre, som jeg kunde have haft Glæde af at omgaas, men
deres Døre stod ikke aabne for en fremmed Haandværks-
svend. Om Søndagen kunde man gaa i Kirke og høre
Provst Petersen prædike, og vi var nogle, som undertiden
spadserede over til Gammel Sogns Kirke paa Holmsland,
hvor Pastor Schambye var Præst. Det var ikke altid de
indfødte Holmslandsboere tilpas, at der kom udensogns
Folk i deres Kirke, skønt der altid var god Plads. Det
hændte en Søndag, at en af de fremmede lod Kirkedøren
staa aaben efter sig, og da rejste en gammel Bondemand
sig og sagde i en arrig Tone: „Luk æ Daer !' En Lærer
med en haard og gennemtrængende Stemme ledede
kesangen, og han vandrede op og ned ad Kirkegulvet un-
der Sangen. Og mens han vandrede frem og tilbage, sendte
han jævnligt et strengt Blik, snart til den ene Side og
snart til den anden, som om han vilde forvisse sig om, at vi
sad pænt stille og sang med. Det var sikkert en Vane fra
Skolen, som han ubevidst praktiserede her. Ude bag Klit-
terne laa det store Vesterhav, og vi hørte dets Brusen
som en fjern, tungsindig Sang.
Madam Stokholm havde en Beværtning ved Havnen,
hvor der kom en Del Fiskere og Søfolk. Hun drev ogsaa
Pensionat, og man sagde, at det var et godt Madsted. En
Aftenstund gik jeg derhen for at høre, om jeg kunde faa
Kosten hos hende, og jeg kom ind i en Stue, hvor der
stod en høj Mand ved Vinduet og vendte Ryggen til mig.
Da jeg havde ventet lidt, satte jeg mig lidt tøvende ned
paa en Stol, og nu vendte Manden sig imod mig og sagde:
33
„De maa saa gerne staa op, hvis De er ked af at sidde
ned !' Senere fik jeg at vide, at han var en sindssyg Mand
af adelig Slægt, og at han var sat i Pleje her. Det skete
en Aften, at han faldt ned fra en Sofa, hvor han Iaa og
strakte sine lange Ben, og han syntes at være besvimet.
Jeg vilde komme ham til Mjælp, men det blev forhindret
af Beværtningens Ordenshaandhæver, Kræ Bødker. Han
sagde i en høj og bestemt Tone: „Det er bedst, vi faar
Bud efter Doktoren !' Men saa snart Doktoren blev nævnt,
for Manden op og kom paa Benene. Og saa sagde han :
„Jeg hørte nok et Bump, men jeg vidste ikke, at det var
mig, der faldt ned !'
Der kom engang imellem fremmede Talere i Kirken og
i Missionshuset. Særlig paaskønnede var Pastor Busch
fra Bøvling og Pastor Matthiesen fra Husby. Den gamle
vise og fornøjelige Indremissionær, Anders Stubkjær fra
Holstebro, kom ogsaa jævnligt her til Møder. Den lille
K. F. U. M. fik indrettet et Hjem i et Par Stuer i Emil
Højs Hus ved Fjorden. Her blev der gjort en Begyndelse
til et beskedent Foreningsbibliotek ved, at Udvalget for
Folkeoplysnings Fremme skænkede os for 50 Kroner BØ-
ger. Man betroede mig det Hverv at vælge de Bøger, vi
skulde have, og jeg valgte blandt andet et Par af Hol-
bergs Komedier og en Roman af Charles Dickens. Det
vakte ikke ublandet Tilfredshed hos Medlemmerne. En
ung Mand forsøgte at læse Holberg, men han syntes ikke,
det var „skønt'. En anden læste Oliver Twist, men fandt,
at det var usund Læsning.
Her stiftede jeg Bekendtskab med S. A. Ellerbek, som
senere blev Lægemissionær i Kina og Leder af Lægesko-
len i Mukden. Han uddannede sig til Lægemissionær i
Edinburgh, men kom hjem til Ringkøbing i Sommerfe-
rien. Han tog sig af vort lille K. F. U. M. Arbejde, og
34
Foreningen fik en Opblomstring i den Tid, han var iblandt
os. Trods de smaa og trange Forhold bidrog dette For-
eningsliv sit til, at min Tilværelse blev taalelig, og det
er mig en Glæde, at Foreningen endnu husker mig og
lejlighedsvis indbyder mig til et Besøg.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-