Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Den føøst Gong, æ Kwinndfolk skuld hen å stemmy
bløw dæ holdt et Møød få Folk o æ Ejn;
nowwe gik mej, å ande bløw hjemm,
men Stine vild hen å ha regti Beskejn.
Pe Kjaer bøj Walkommen te Kwinndfolk å Kåål,
å så ga han æ Uer te demm, dæ skuld tåål.
Den føøst wa så møj en pææne Mand,
han såå, te vi skuld fåswåår wo Land,
å jet måt vi howws, bådde gammel og unng,
vi skuld åldtie æær å lyyj wo Konng.
De uund i æ Land skuld _dæ sættes en Klemm o.
A Stine tændt: De æ ham, en ska stemm o!
Den anden vild _ha, vi skuld ålld vær liig,
ha lii møj å sæjj, bådde fatte å riig„
di Folk skuld hjelpes, dæ hååd et småt.
De lyyj no da hæjsen osse så godt.
Den triddi tow fat, hwoe den anden slap,
men Stine tØttyhan wa nok så skrap.
Å så kam den fjaar. Som han slow te Sii!
Nææj, ham kund hun no da slæt ett lå!
No tøtt hun, te hun håd fåt nok a dje Snak,
hun rejjst sæ å såå: »No ska I ha Tak!
Di trej bløw en ett møj kloger å,
å den fjaar gor te Løwn, hwa di ande håd så.
Er et de, te I kålde få Polletik,
må I ha et få mæ,« å Stine gik.
De siist, di so a Stine i æ Daer,
wa hind Røkk, å den wa bre,
å ve hun wa gawwen, såå Pe Kjaer:
»A trowe, Stine bløw vre!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Gue Venner af Anton Berntsen (1951) |
Copyright ISCA Software 2023-